1. november.

Det er november. Om kun en måned er det december. Der har folk lov til at spille julemusik og pynte op, IKKE ENDNU!
Men anyway: jeg har tænkt meget. Og jeg er kommet frem til, at det er på tide at jeg åbner mig mere op. Derfor vil jeg fortælle noget, jeg har meget svært ved at tale om. Fordi så snart jeg har skrevet det ned så alle kan læse det, er det ude i verden, og jeg skal ikke føle at jeg gemmer noget for folk. Men det er vel også mit liv, så jeg må bestemme hvad jeg fortæller og ikke fortæller. Jeg er bare blevet så træt at kommentaren: "Ej, er du blevet slået ned?!"
Ja, det er jeg. Det var d. 10. november 2007, om ni dage er det to år siden. Jeg ender nok med at tage hjem fra skole igen i år. Min mor er ikke en gang hjemme den dag. Hun tager til New York den niende. Jeg hader hende for det. Jeg kan ikke klare at undvære hende.
Det var den tiende november og jeg skulle hjem til Laura om aftenen. Det var mig, Esther, Carla og Laura der skulle have en hyggelig aften og se Highschool Musical 2, da jeg ikke havde set den før. Jeg bestemte mig for, at jeg lige ville smutte i fakta for at købe noget chokolade eller noget. Da jeg nåede ned til lyskrydset, gad jeg egentlig ikke at gå længere så jeg gik i kiosken i stedet. Jeg købte nogle chips, og satte så kursen hjemad.
Da jeg var gået halvejs, kørte der en bil forbi mig, hvor føreren kiggede indtrængende på mig. Jeg følte det utrolig ubehageligt, men prøvede at glemme det, da jeg var van til sådan noget (gik i sort tøj, hullede bukser, sort hår og sort make-up).
Jeg gik videre, og da jeg var én vej fra min, så jeg den samme bil køre forbi mig, denne gang i samme retning som jeg gik. Han holdte ind lige ved min vej og steg ud af bilen. Jeg gik videre og drejede af ved min vej. Jeg var nået halvejs hen til mit hus, da jeg hørte nogen råbe. Jeg kunne ikke høre hvad, så jeg vendte mig om, tog min musik ud af øret og spurgte: "Hvad?" . Der kom intet svar, så jeg gik hen til ham. Hans bagagerum stod åbent og han stod med et kort i hånden. Han spurgte om vej til Hundested. Jeg prøvede at forklare ham det, men han forstod det ikke, da han ikke snakkede dansk, og jeg var mega dårlig til engelsk.
Jeg tog kortet fra ham og lagde det ned i hans bagagerum så jeg bedre kunne bladre i det. Pludselig kunne jeg mærke noget hårdt i mit baghoved og jeg kollapsede bagover. Han prøvede at løfte mig op i hans bagagerum, og da jeg lå halvt nede i det, prøvede han at lukke det, men det ramte mig i hovedet. Jeg fik kæmpet mig fri, med en masse vriden og skrigen. Jeg landede på asfalten med hovedet først.
Manden skyndte sig ind i sin bil, mens jeg prøvede at komme op. Jeg løb baglæns ned ad min vej, bange for at han skulle køre efter mig. Han kom ikke ned, så jeg løb op til vejn, da jeg kunne høre min mobil spille musik. Jeg havde tabt da jeg faldt ned.
Jeg kiggede den vej han var kørt og kunne se bilen svinge ned ad vejen mod Liseleje. Tusinde tanker kørte rundt i mit hoved: hvad skulle jeg gøre, hvad var numemrpladen på bilen, hvordan var det nu han så ud, du skal ringe til din mor.
Jeg samlede telefonen op, og ved siden af den lå der en gummihammer. Mit hjerte hamrede og jeg løb hurtigere end jeg nogensinde før havde gjort hjem.
Jeg låste dørene, trak gardinerne for og prøvede at ringe min mor op. Hun tog den ikke; hun var på arbejde.
Jeg ringede ud på arbejdet, og jeg fik fat i Ole. Han kørte straks ud til mig og fik kun sagt til min mor, at det var noget med at en mand havde slået mig i hovedet med en hammer. Lige før Ole kom, ringede min mor til mig. Jeg fik forklaret hvad der var sket, og hun var også straks på vej til mig.
Inden for et kvarter stod politiet i indkørslen og jeg skulle forklare det hele, om og om igen. Ambulancen kom, og da vi sad i den, ringede min mor til Esther og forklarede hendes mor, at de ikke skulle hente mig i aften, da jeg var blevet slået ned. Vi kom hen til hospitalet og der skulle jeg forklare det til nogle nye politimænd.
Der kom en psykolog, som jeg også skulle fortælle det hele til.
Jeg kunne ikke lade være med at græde, mest fordi min mor var ked af det. Da hun fortalte mig, at en af poltimændende - en af dem fra indkørslen - havde spurgt om dt var noget jeg selv kunne have fundet på, brød jeg endnu mere sammen.
Efter mange timer på hospitalet, ringede vi til min søster, Amanda og hentede hende. Derefter ringede vi til min anden søster, Maria, der var hjemme ved sin daværende kæreste. Vi kørte derhen, og min mor sagde til hende: "Maria, der er sket noget meget alvorligt med Sara. En mand har slået hende i baghovedet med en gummihammer og hun har fået hjernerystelse. Hun er okay."
Jeg trådte ud af bilen, og igen blev jeg så ked af det. Maria var knust af tårer, og jeg kunne ikke lade være med at have det skidt. Min mor, Maria og Amanda var så kede af det, og jeg følte det hele som min skyld.
Jeg blev nød til at sige noget, så jeg sagde: "Denne bandana klør" hvilket fik Amanda til at grine lidt.
Maria kom med hjem, og dagen efter kom Carmen og en masse journalister. Lorry filmede mit hus, og aldrig har jeg været mere irriteret.

Jeg er glad for at jeg er flyttet fra Liseleje.

Dette var den værste oplevelse i mit liv.

listen to: Almost Lover - A Fine Frenzy

(sorry at dette indlæg blev så langt ...)